Jeg er stor Jules Verne fan, og jeg har en relativt stor samling bøger skreet af ham. Jeg har læst de mest kendte, men der er også en del mindre kendte bøger, som jeg ejer, men ikke har læst. En af disse var indtil i dag “Det rullende Hus”. Mit eksemplar er trykt i 1913, og jeg ved ikke om den er udkommet på dansk siden.
Selskabet der rejser i fartøjet tæller som den vigtigste Oberst Munro; en britisk officer der er traumatiseret efter at have mistet sit barn og kone under Seapoyoprøret i 1857. Oberst Munro har en dødsfjende i oprørslederen, Nabobben ved navn Dandu Pant, der har slået hans kone ihjel. Kaptajn Hod og hans tjener Fox; et par ivrige jægere, der ikke laver andet end at konkurrere om hvem der kan skyde flest tigere. Jeg tror nok de er ment som at være sjove. Derudover Ingeniør Banks, der er ansat ved jernbanen og har bygget fartøjet, og jeg-fortælleren, Franskmanden Maurice Maucler.
Referat (spoilers)
Oberst Munro er aldrig udenfor en dør, så hans venner arrangerer en rejse gennem Indien i et hus på hjul, der trækkes af en mekanisk stålelefant (kaldet “Stålkæmpen”). De rejser fra Calcutta og til Himalaya, hvor de vil slå lejr nogen måneders tid. De undgår bevidst byer for ikke at vække minder i obersten. Hvor end de rejser, betragtes de med undrende øjne af de lokale. Turen forløber forholdsvis roligt. Undervejs afholder en tovtrækningskonkurrence med en arrogant Rajas elefanter, går på jagt, løber fra en skovbrand, går på jagt, og går på jagt.
Imens får vi også at vide at Nabobben Dandu Pant og hans bror Balao Rao er i gang med at organisere et nyt oprør. Nandu Pant sender spionen Kalagani afsted for at fange obersten.
I anden halvdel af bogen møder selskabet en Nederlansk leverandør af eksotiske rovdyr, som de bliver venner med. Efter et angreb på Nederlændingens lejr (forårsaget af Kalagani), kommer Kalagani i oberstens tjeneste da han har udmærket sig på flere punkter. Rejsen går nu mod Bombay i syd, hvor Nabobben ligger i baghold. Men inden da, forfølges “Stålkæmpen” og dens vogne af ikke mindre end 100(!) elefanter, så de må flygte ud i en sø. Da de kommer i land, bliver obersten taget til fange af Kalagani og Nabobben.
Men heldigvis bliver han befriet af sin kone som ikke er død alligevel, og nabobben og hans kumpaner bliver sprunget i luften.
Måske kan det mærkes på mit referat, men jeg er ikke videre begejstret for bogen. Denne bog er 207 sider lang, men den er mindst 50% fyld. Når der endelig sker noget, så er det fordi der er et farligt dyr, som lige skal ha’ en med bøssen. Bogen viser også Jules Verne’s ringe forståelse for dyrenes levevis. Angrebet på leverandøren foretages f.eks. af 12 tigre og 8 panthere, der arbejder sammen! Der er også det sindssygt mærkelige at fortællertypen nogle ganeg skifter ud af det blå. Man kan være midt inde i et kapitel og pludselig er jeg-fortælleren byttet ud med en fortæller der omtaler hr. Maucler i 3.-person. Bogen har træk af en rejsedagbog, men den underlige fejde mellem nabobben og obersten passer ikke ind, og de sidste tyve sider føles som om at forfatteren endelig har husket at bogen skal slutte et sted.
Jeg tror at bogen kunne gøre sig godt som en 8-episoders tv-serie, fordi bogen er ret episodisk, hvis man skærer alt fyldet væk. Den kunne gøres sjov, fordi hele fartøjet er så overdrevet og skørt. Karakterens konstante lovsang af deres fartøj (hvor mange hestkrafter, hvordan det kan kommer frem allesteder, hvor meget plads de har), minder mig lidt om folk, der kører pick-up truck og den måde de snakker om det på nettet.
Konklusion: Bogen har et sjovt fartøj, men det er også det mest spændende. Karakteren er flade, bogen er langtrukken, og handlingen er forudsigelig og kedelig. En stjerne.
Ej, tak for anbefalingen. Elsker David Tennant, så den vil jeg helt klart se. Jorden rundt på 80 dage er en af mine favoritter.