Jeg husker at vi i børnehaven kværnede smør, og at jeg pissede i bukserne af grin fordi min bedste ven ikke ville stoppe med at få mig til at grine. Jeg husker jeg surmulede om sommeren fordi jeg ikke måtte lege med vand med de andre. Jeg havde vidst skoldkopper. Jeg mindes også tydeligt at vifte en bi væk fra mit øre, gå ind og sige det til en voksen der promte så puttede en sukkerknald på. Jeg husker mange sære ting, en del dejlige, desværre også ubehagelige men mange ting fra min barndom. Der er også kæmpe huller i tiden, og jeg vil ikke kunne sætte præcis en alder på hvor minderne kommer fra. Kun hvor jeg var og hvilken alder tilsvarende ville være.

Det første jeg kan huske er i billeder, og af at vi en aften sov på madrasser i badeværelset fordi resten af huset blev bygget om. Jeg var kun 2 år på det tidspunkt.

Det næste er da jeg var 3 og sidder på toilet og kigger på mine ben. Der bliver jeg bevidst om jeg er i en krop, og det er de første bevidste tanker som jeg kan huske.

Jeg kan huske min 4 års fødselsdag, hvor jeg som det første om morgenen render ud i haven i solskinnet i bar røv.

Jeg har kun svage glimt fra de første skoleår fra enkelte episoder fra frikvartererne, men aldrig noget fra undervisningen.

Da jeg selv fik børn i 30erne, så fik jeg en del flashbacks fra min egen spæde barndom. Ikke noget særligt konkret, men mere som en slags følelsesmæssig hukommelse. Det var ret syret at genopleve.

Jeg kan huske ting fra jeg var 2 år.

Det er altid nogle lidt gøglede samtaler jeg har med familien når jeg kommer i tanke om noget, der skete da jeg var 2 år, for jeg kan næsten aldrig huske hvor gammel jeg var når jeg tænker på ting fra barndommen. De eneste pejlemærker jeg har er hvis det er minder fra da jeg gik i dagpleje fordi jeg ved hvordan min dagpleje så ud, eller skolen og der ved jeg kun hvilket klassetrin minder er fra, hvis mindet foregår inde i klasselokalet. Hvert klassetrin, et nyt lokale, så jeg har en okay forståelse for hvor gammel jeg ca har været i de minder jeg har.

Er det minder fra mit barndomshjem, har jeg ingen ide, og det er der samtalerne i familien nogle gange bliver lidt morsomme, for så bringer jeg et eller andet minde op og nævner fx “kan I huske dengang en solsort byggede redde på elmåleren i det lille sidehus I var ved at bygge til Storesøster?” Og så kigger de alle sammen på mig med store øje og åbne munde og er sådan lidt “Hvordan fanden kan du huske det? Du var knap 2 år” og jeg husker det som om jeg var fem eller sådan noget, men jeg kan tydeligt huske reden og at min far forsigtigt fjernede den og lod mig røre ved de blå æg dernede. Det er sket flere gange med minder jeg bringer op og finder ud af at de er sket på et tidspunkt hvor jeg ikke burde kunne huske dem.

Selve minderne fra barndommen er meget, som du siger, brudstykker af indtryk og situationer. Det er sjældent at der er sammenhængende narrativer som jeg kan beskrive. Jeg husker alle steder i haven, hvor jeg fangede mus og frøer, jeg husker den lille skråning i hækken mellem os og naboerne, som var fuldstændigt pakket med vintergækker og erantis i foråret og hvordan jeg plukkede dem til min mor og kun én gang prøvede at spise en af dem for sjov og blev skide syg af det.

Jeg husker første gang jeg blev klar over at jeg ikke kunne huske dagen før. Jeg var I børnehave, må have været på rød stue, hvilket betyder at jeg har været mellem 4 og 5 år på det tidspunkt. Vi var oppe på lilla stue under loftet fordi de var de eneste der havde et godt puderum og jeg husker at en af mine kammerater talte om noget de havde lavet dagen før. Der gik det op for mig hvad tid var, at der var en dag før i dag og at jeg aldrig havde tænkt over det før. At jeg levede så meget i nuet at alt der fandtes for mig kun fandtes her og nu. Det at indse at tid fandtes og at der var minder om dagen før var totalt mindblowing på det tidspunkt i mit lille, korte liv.

Jeg husker mobning i skolen, meget af det, rimelig detaljeret. Jeg husker ting lærerne sagde, ting vi gjorde mig hinanden, ting de gjorde mod os. Jeg husker mange ting jeg nok helst vil glemme og jeg har fået bekræftet nogle stykker af dem år senere da jeg blev genforenet med en klassekammerat fra den tid. En episode hvor hun kom op og skændes med en anden pige, der kylede en madkasse i hovedet på hende så hun fik en flænge i panden. Hvordan vi gik til læren i klassen ved siden af for at få hjælp, men han grinte bare ad os. Vi tog hende med til forstanderen og nægtede at gå før de ringede til hendes forældre. Hendes far kom og tog hende på skadestuen. Han var stiktosset på skolen. Vi gik i 3. klasse. Hun fortalte mig selv at hun faktisk blev syet med flere sting i panden. Den del kunne jeg ikke huske. Jeg husker ikke noget blod. Kun chokket over at være vidne til episoden og vreden over at de voksne nægtede at hjælpe os indtil vi pressede dem til det. Jeg husker at vi skulle have hjemkundskab senere samme dag og at vores klasselærer, som også var vores hjemkundskabslærer sagde til os at det er sundt for piger at slås. Hvordan en af mine kammerater skældte læreren ud og sagde at det var noget vrøvl at stå og sige.

Det er bare ét af rigtig mange minder fra den skole. Brudstykker, nogle mere sammenhængende end andre. Mange situationer hvor jeg flygtede med en dreng i hælene og mange situationer hvor jeg blev væltet på jorden og sparket over det hele mens lærerne ikke gjorde noget ved det. Situationer hvor andre elever blev overfaldet og lærerne ikke gjorde noget ved det. Nogle situationer hvor lærere overfaldte elever og vi måtte se hjælpeløst til.

Minder om natur, mig der går i skoven alene, går i mosen alene. Efterligner Ørnens Øje og hopper fra tue til tue og undgår at falde i sumphullerne, der kunne tage mig lige ned i helvede. Mig der kalder på kvierne på marken, de kommer stormene imod mig, så jeg kunne efterligne simbas flugt fra gnuerne. Fuglereder, ræveunger, pindsvin og firbenet jeg fodrede på stengærdet. De mange lange ture hjem fra bussen i al slags vejr. De store snefygede sving, der var højere end jeg selv var, vandpytterne jeg gav navne og lod som om de var portaler til andre verdener, andefarmen hvor jeg kiggede på gule ællinger og snakkede med kalkunerne. Store og små vagthunde ved hvertandet hus. Krokus og syrener. Katte og deres killinger i halmballerne i min dagplejemors lade. Koen, der kælvede og hvordan kalven tumlede ud under hegnet og ovenpå mig så min søster måtte løbe hjem og hente far. Mig, der lå der med kalven og holdt om den, så den ikke skulle falde yderligere ned ad skrænten og koen, der roligt stod og kiggede på os. Den var sgu tung, den kalv.

Os der satte Blues Brothers på og min mor der skubbede sofabordet helt væk så vi kunne danse os gennem hele filmen.

Museunger vi fandt efterladte og prøvede at redde. Marsvin, papegøjer og høns som kæledyr. Lege i skoven med nabobørnene. Raketter til nytår. Vores fædre der ville have vi skulle tænde mindst én raket hver. Jeg hadede det og foretrak knaldperler mod betongulvet i naboens garage.

Marken der blev oversvømmet hvert efterår og frøs til is om vinteren. Os, der tog vores flyverdragter på og gik ud og skøjtede hele dagen. Fars gedeklokke som han ringede med ud af døren når der var mad. Rabarberen der voksede i baghaven og os der lavede rabarberkompot. Vindruerne i havestuen, som vi gik og spiste hele dagen i sensommeren indtil vi fik ondt i maven.

Ræven der kom og tog vores høns. Høgen der kom og tog vores høns. Dødfødte kalve i nabobondens indkørsel. Lyn på himlen i august. Luftballoner der sejlede lydløst over himlen i flokkevis.

Min far der bestak mig med en pose guldkarameller, hvis jeg ville gå med ind og sige farvel til oldemor på hospitalet. Lugten af død på den gang var noget mine instinkter næsten ikke kunne overkomme. Min oldemor, der lå i sin seng, næsten lige så bleg som lagnet under hende, min mor og storesøster, der sad ved hende og holdt hendes hænder. Min oldemor, der så ned på mig og rakte ud efter mig mens hun så så svag ud.

Min far der pegede og sagde at når solnedgangen rykkede på den anden side af det sorte træ langt ude på marken, så betød det at det var den korteste dag på året.

Nabobørnene og os, der gik ned til den gamle kusks ruin og plukkede mejs på marken. Vi spiste så mange mejs at jeg som voksen hader mejs. Bonden, der kaldte på sine køer når de skulle malkes og hvordan de ivrigt løb ham imøde.

Slagtetyren, der en morgen stak af med hvidtklædt slagter og blåbukset bondemand lige i hælene hen over markerne og ud i mosen. Os der sad ved morgenbordet og så det hele.

Min fars lysbilleder fra sin ungdom og hans rejser rundt i Europa og i Grønland.

Min fars gamle, gamle, gamle vetrancykel, med et lille barnesæde monteret foran, hvor han satte mig i og cyklede ture med mig. Det føltes som at flyve. Den dag jeg var blevet for stor til at være i sædet ):

Den vinter hvor vi var sneet inde og vi måtte trække en slæde hele vejen ind til landsbyen for at købe mad. Hvordan det var så hårdt at gå at jeg måtte op på slæden at sidde, men så blev det så koldt at jeg måtte tilbage ned i den høje sne at gå. Den nåede mig nogle gange til livet. Det var en lang tur. Jeg kom ikke med til fastelavnsfest det år. Mit første år, så det må have været i børnehaveklassealderen.

Hente æg ude ved hønsene, give dem foder, kalk og vand og madrester i den røde spand. Min mors gravide mave, hvor min lillesøster lå og sparkede. Den enorme jalousi jeg følte da min lillesøster kom til verden. Den endnu mere enorme kærlighed jeg følte når jeg så hende sidde i sin ble og vifte med de små tykke arme og for første gang føle en ubeskrivelig trang til at beskytte noget, der var mindre og mere kostbart end mig selv. Men de eneste ord jeg havde til at fortælle min mor hvordan jeg følte var “jeg elsker lillesøster”.

Min storesøsters krystal, der hang i vinduet på hendes værelse og skinnede i alle regnbuens farver og hvordan hun tog mig i hånden og gik op til kastanjetræet længere oppe ad vejen for at hente kastanjer. Os der lavede kastanjedyr sammen. Til jul, os der lavede julestjerner sammen med mor, mange af dem bruger vi stadig den dag i dag når vi pynter træet til jul. Havregrynskugler og min mor, der skræller kartofler og stikker termometer i stegen i ovnen. Tage med min far ud og save vores eget juletræ ned på en af de lokale plantager. Den mærkelige juletræsdame der ville byde på kaffe og saftevand og som havde en reproduktion af grauballemanden under glasset i sit sofabord og flere hjortehoveder på væggene. Hvor ukarakteristik nervøs min far var og hvordan vi aldrig købte juletræer hos hende efter det, lol.

Jeg husker rigtig mange glimt fra barndommen. Nogle er tydeligere end andre. Ferieminder ved middelhavet husker jeg på nogle måder nok mest fordi vi filmede turene og genså dem derhjemme i årevis. Men ja. Min kæreste husker ingenting fra sin barndom før han var 6 år og han synes det er vildt at jeg kan huske så mange ting fra min egen.

Tilgengæld kan jeg ikke huske hvad du sagde til mig for to minutter siden og jeg glemmer at købe mælk med hjem selvom det er det eneste jeg skulle købe i butikken. Så ja. Måske meget cool at kunne huske relativt mange ting fra 2 år og frem, men det kommer mig sjældent til gode i hverdagen, lol. Nostalgisk er det dog at skrive nogle af minderne ned her. Tak, OP. ❤️

Har nogenlunde samme oplevelse som dig. Husker fragmenter og svært at sige hvor gammel jeg lige var.

Når det er sagt så husker jeg faktisk at der blev talt om visse “LGBT-temaer” (hvis man kan kalde det det) blandt børnene i de små klasser (mener nok det var 3. eller 4. klasse? Men igen, virkelig svært at sige). Men altså, kun blandt børnene og det var nok egentlig ikke så hensigtsmæssigt. Der blev kastet rundt med sådan nogen “for sjov” øgenavne som man egentlig slet ikke vidste hvad betød. Fx at kalde andre for bøsse. Jeg husker også at der var en periode hvor folk i klassen var meget fascineret af termet “metroseksuel”, uden at nogen vidste hvad det faktisk betød.

Problemet er vel nok at børn hører de ord fra voksne eller lidt ældre børn, og så bliver det spændende at finde ud af hvad det betyder. Det kan ikke undgås. Så det er nok bedre reelt at få noget undervisning i at der findes forskellige måder at leve på og det bl.a. er derfor Mathilde fra parallelklassen har 2 mødre i stedet for en far og en mor.

Men ja, hukommelse er en virkelige mærkelig ting. Jeg husker selv ting hvor jeg er meget i tvivl om det er reelle minder eller konstruerede minder ud fra hvad jeg har fået fortalt. Det er især svært når man har set billeder fra dengang, så er det virkelig nemt at danne falske minder.

Jeg er faktisk lidt ked af hvor lidt jeg husker. Men det er nok også mest når jeg prøver at komme på et eller andet på stående fod. Hvis der kom noget relevant der mindede mig om noget fra min barndom, så tror/håber jeg da at jeg ville huske det.

Jeg har to minder fra da jeg var et år gammel (dog meget tæt på to). Mit første detaljerede minde er fra min treårsfødseldsag.