Kan med andre ord, og lidt sat på spidsen, sige: Enhedslisten er kun modstandere af terror udført af palæstinensisk militær og civile imod israelske civile, men ikke modstandere af terror begået af israelsk militær og civile imod palæstinensiske civile.
Bare fordi IDF angriber Hamas, som gemmer sig bag menneskelige skjolde i form af skoler og hospitaler, er det ikke nødvendigvis terror. Husk på, selvom det selvfølgelig bør undgås, at civile tab er en realitet på begge sider i alle krige, og at en god tommelfingerregel er at der er 4 civile døde for hver død kombattant.
Jeg vil også lige for god ordens skyld minde om at Hamas har en interesse i at tabstallene er for høje, da det lægger pres på Israels og vestlige regeringer. Og også at de officielle tabstal fra Hamas ikke gør nogen forskel på civile og kombattanter, så de kan helt generelt ikke bruges til noget.
Der begåes uhyrligheder på begge sider af konflikten. Det håber jeg at vi kan blive enige om, for ellers så så er vores diskussion nyttesløs.
Jeg mener ikke at den ene side har mere ret end den anden, i den her konflikt (altså den israelsk-arabiske konflikt i sin helhed, ikke blot d. 7/10 2023 og efterfølgende). Begge sider benytter terror. Civile på begge sider benytter terror, militær (hvis vi kan kalde Hamas det) på begge sider benytter terror.
Når Hamas bruger levende skjolde, så kan det ikke undgås at man rammer civile. Men retorisk kan jo spørge, hvordan er det Hamas’, eller andre palæstinenseres, skyld, når IDF bevidst angriber nødhjælpskonvojer? Eller skyder folk ned, når de blot forsøger at få nødhjælp?
Mit problem i den her historie er, at lige præcis enhedslisten har en historik for, at man ikke nødvendigvis stemmer for forslag, der skal styrke Danmarks forhold til USA, hvis man mener at det sker på bekostning af ens principper.
Når enhedslisten vælger at man ikke må udtrykke støtte til den ene side af konflikten, men ikke siger noget om at udtrykke støtte til den anden, så vælger man side, og deri består mit problem. For så forsvandt den sidste principfaste stemme på venstrefløjen, der nu vil forsvinde i den pragmatiske midtersøgende suppedas af regeringsmagt-hungrende rygradsløse politikere.
Kan med andre ord, og lidt sat på spidsen, sige: Enhedslisten er kun modstandere af terror udført af palæstinensisk militær og civile imod israelske civile, men ikke modstandere af terror begået af israelsk militær og civile imod palæstinensiske civile.
Bare fordi IDF angriber Hamas, som gemmer sig bag menneskelige skjolde i form af skoler og hospitaler, er det ikke nødvendigvis terror. Husk på, selvom det selvfølgelig bør undgås, at civile tab er en realitet på begge sider i alle krige, og at en god tommelfingerregel er at der er 4 civile døde for hver død kombattant.
Jeg vil også lige for god ordens skyld minde om at Hamas har en interesse i at tabstallene er for høje, da det lægger pres på Israels og vestlige regeringer. Og også at de officielle tabstal fra Hamas ikke gør nogen forskel på civile og kombattanter, så de kan helt generelt ikke bruges til noget.
Der begåes uhyrligheder på begge sider af konflikten. Det håber jeg at vi kan blive enige om, for ellers så så er vores diskussion nyttesløs.
Jeg mener ikke at den ene side har mere ret end den anden, i den her konflikt (altså den israelsk-arabiske konflikt i sin helhed, ikke blot d. 7/10 2023 og efterfølgende). Begge sider benytter terror. Civile på begge sider benytter terror, militær (hvis vi kan kalde Hamas det) på begge sider benytter terror.
Når Hamas bruger levende skjolde, så kan det ikke undgås at man rammer civile. Men retorisk kan jo spørge, hvordan er det Hamas’, eller andre palæstinenseres, skyld, når IDF bevidst angriber nødhjælpskonvojer? Eller skyder folk ned, når de blot forsøger at få nødhjælp?
Mit problem i den her historie er, at lige præcis enhedslisten har en historik for, at man ikke nødvendigvis stemmer for forslag, der skal styrke Danmarks forhold til USA, hvis man mener at det sker på bekostning af ens principper.
Når enhedslisten vælger at man ikke må udtrykke støtte til den ene side af konflikten, men ikke siger noget om at udtrykke støtte til den anden, så vælger man side, og deri består mit problem. For så forsvandt den sidste principfaste stemme på venstrefløjen, der nu vil forsvinde i den pragmatiske midtersøgende suppedas af regeringsmagt-hungrende rygradsløse politikere.
Er det ikke holdningen for de fleste partier?